Vordingborg Festuge

Hele uge 28.

I VORDINGBORG FESTUGE er der ikke bare god musik om aftenen, der også mange forskelige aktiviteter og stadeholdere i gaden i løbet af ugen.

 

Aktiviteter

Sidste år havde vi som helt nyt, “Ice for Kids” på Slotstorvet. Da det var en stor succes, gentager vi dette og får besøg af Ice for Kids igen på Slotstorvet tirsdag d. 9. juli kl. 13.00-16.00.

Gennem Algade vil Festugeekspressen traditionen tro køre med både børn og voksne. I Algade kan du finde den mobile bamsefabrik, airbrush tattoo, rodeo tyr og sidste mand står, på forskellige dage i løbet af ugen.

I Nordeagården er der leg og trampolin, samt traktorfarm med el-drevne traktorer.

Farmorhuset har åbent hver dag med en masse sommersjov. I løbet af ugen vil de have forskellige teaterforestillinger, Cirkus Bella Donna, Tommy Tryl, opera med Nordic Singers, og selvfølgelig ”Bamse i bad”, ”Bamses store pandekagebord” samt Farmors eventyr.
Derudover holder de Bamses store fødselsdagsfest lørdag d. 13. juli.

 

“Jagten på den forsvundne udrustning”

Tirsdag og onsdag i festugen har Prins Jørgens Garde arrangeret en skattejagt i byen.

Prins Jørgens Garde har en stand foran Intersport tirsdag og onsdag kl. 10-16 i uge 28, ved denne stand starter og slutter skattejagten.

Hver skattejæger får et kort udleveret ved start, hvor der står en kort historie om den forsvundne udrustning de skal finde. I hver af de deltagende butikker, er der ”gemt” en genstand fra udrustningen i butikkens vindue. Skattejægeren skal ud for hver genstand på sit kort notere, i hvilken butik den pågældende genstand er fundet. Skattejægeren afleverer sit kort på PJG´s stand.

Skattejagten er for 6-15 årige.

Begge dage trækkes der lod om en hovedgevinst samt ekstra gevinster.

 

Børnekoncerter

STARS byder igen børn velkommen, når de afholder børnekoncerter i festugen.

Fredag d. 12. juli kl. 13.00 spiller Børn to be wild på STARS. Børn to be wild er et underholdende rigtigt rockshow, hvor både børn og voksne synger, danser, griner og spiller på musikernes instrumenter.

Lørdag d. 13. juli kl. 14.00 spiller Carl og Thomas og Rytmevæsenet på STARS. Inde på Rytmevæsenet er der normalt styr på rytmerne. Men det er ikke så nemt når rytmerne bliver sat fri. De små frække rytmevæsner slipper løs, og pludselig swinger det hele, så ingen ikke kan sidde stille….. Bevæbnet med blyant, trommestikker, computerteknik, masser af hjemmebygget slagtøj og slapstick møder Carl og Thomas Rytmevæsenet.

 

Musik

Igennem hele ugen vil der være musikalsk live underholdning på Amigo Bar i dagtimerne, og sidst på eftermiddagen vil der være live musik hos Kafé Ann’en og jazz hos Café Einstein, også hele ugen.

 

Festugeløb/Morgenbord/Børnekræmmermarked

Traditionen tro, bliver Vordingborg festuge skudt i gang allerede lørdagen inden, hvor der er festugeløb, gratis morgenbord og børnekræmmermarked i Algade.

 

Festugeløb

Vordingborg Festuge starter med det populære festugeløb lørdag d. 6. juli. Efter løbet vil der som sædvanligt være gratis morgenbord i Algade.

Løbet starter på Stentorvet kl. 8.15 – børneløbet starter kl 9.00.

Arrangøren er Nyråd Løbeklub, og du kan læse mere om arrangementet og distancerne her

Startnumre købes i Henriks Hvidevare, Valdemarsgade 57, 4760 Vordingborg.

 

Morgenbord

GRATIS MORGENBORD, der ligger lørdagen inden festugen, finder selvfølgelig også sted i år, d. 6. juli kl. 8.00-10.00.

Der er dækket op   i gågadestykket, og der er frisk brygget kaffe til alle.

God stemning og dejlig musik vil blive leveret af Goosetown Jazzband, der vil spille under morgenbordet.

 

Børnekræmmermarked

Efter morgenbordet d. 6. juli vil der være kræmmermarked for børn. Børnekræmmermarked finder sted i den vestlige del af Algade i Vordingborg kl. 10.00-14.00.

Kom og gør et fund til børnekræmmermarked, når der bliver solgt ud af gammelt legetøj, tegneserier, bøger, biler osv.

 

 

Vordingborg Festuge er muligvis ikke Danmarks største – men det er Danmarks bedste!

 

Følg også vores Facebook side for informationer om festuge aktiviteterne.